I dag er det 102 år siden parterne fra første verdenskrig indgik våbenhvile. Fire års krig og kanontorden blev endelig afløst af stilhed. Våbenhvilen blev underskrevet i en togvogn tilhørende den franske hærledelse. Senere fulgte Versailles-traktaten – en af de mest berømte (eller rettere berygtede) forhandlinger i verdenshistorien. Vi benytter dagen til en refleksion ift. værdien af at lave mere ligeværdige aftaler.

Krig åbner sjældent for forhandlinger til flere parametre. De fleste forhandlinger har oftest kun eet parameter – betingelsesløs overgivelse. I alle tilfælde til en start. Overgivelsen følges ofte op af en eller anden “fredsforhandling”, hvor taberne får syn for, at de præcis er dét: Tabere.

Tyskland og Frankrig har i den nyere historie givet os masser af eksempler på, hvordan man IKKE skal forhandle. Europa og verden har følt konsekvenserne.

FRANSK TYSKE KRIG (1870-71): VERSAILLES

Det hele startede i Versailles i 1871 efter den tysk-franske krig.

Den preussiske hær havde slået den franske, taget Napoleon III til fange og belejret Paris. Den tyske nation – Bismarcks politiske mål – blev en realitet i Spejlsalen under loftudsmykninger af franske sejre over tyske (del)stater.

Tyskland – Frankrig: 1-0

Versailles er historiens første ingrediens.

FØRSTE VERDENSKRIG: TOGVOGNEN I COMPIÈGNE

Våbenhvilen i 1918 blev underskrevet i en togvogn tilhørende den franske hærledelse. Ved tidspunktet for underskrivelsen stod toget og vognen i Compiègne skoven lidt nord for Paris.

Våbenhvilen var lidt mere end det. Nærmest en betingelsesløs overgivelse fra tysk side. Udover kamp-ophør blev Tyskland pålagt at trække sine styrker tilbage til Rhinen; overgive Rhinlandet til allieret besættelse og til at overdrage alt militært materiel og frigive krigsfanger.

Til gengæld fik Tyskland… ingenting. Tyske krigsfanger måtte blive i arrest og flådeblokaden mod Tyskland blev opretholdt. Og beholdt – i en skruetvinge. Et nul-sums-spil har kun een vinder.

I 1919 fulgte “fredsslutningen” i… nemlig… Versailles. Næppe uden intention og sans for historie fra fransk side.

Tyskland – Frankrig: 1-1

Udover den militære ydmygelse måtte Tyskland acceptere at få skylden for – alene – at have startet krigen. Som konsekvens skulle Tyskland betale meget massive krigsskadeserstatninger, der tvang den tyske økonomi helt i knæ. Næppe en forhandling – mere et diktat.

I Tyskland gav Versailles-traktaten plads til politisk ekstremisme og revisionisme – med Hitler i spidsen.  “Dolkestødslegenden” (fra Niebelunge sagnet, hvor den dragedræbende helt Siegfried stikkes kujonagtigt ned bagfra) blev en del af det narrativ, der drev Hitler mod magten. Historien om en sejrrig tysk hær der blev faldet i ryggen af principløse, kujonagtige politikere villige til at opgive Tyskland for fred i 1918/19.

Togvognen i Compiégne er historiens anden ingrediens.

ANDEN VERDENSKRIG: VERSAILLES + EN TOGVOGN I COMPIÈGNE

I 1940 opnåede Hitler at virkeliggøre Schlieffen-planen (den tyske angrebsplan mod Frankrig fra første verdenskrig): Efter kun 6 ugers opvisning i “Blitzkrieg” var den franske hær slået. Den 22. juni måtte Frankrig underskrive en betingelsesløs overgivelse.
Hitler havde lovet at bortvaske den plet, som Versaillestraktaten efter hans mening var på den tyske ære.

For at understrege pointen tvang Hitler franskmændene til at underskrive overgivelsen i den selv samme togvogn OG i Compiègne, hvor Tyskland havde måtte underskrive i 1918.

De officielle film fra tidspunktet er interessante. Efter hurtigt at have gennemset aftalen forlader Hitler togvognen. Hans kropssprog er helt tydeligt. Mission accomplished. Et træk på skulderen. Den videre proces overladt til underordnede. Franske officerer tvunget til stående honnør under afspilning af den tyske nationalmelodi: Deutschland Über Alles.

Tyskland – Frankrig: 2-1

Senere, i 1945, blev togvognen ødelagt. Formodentlig af tyske SS styrker.

Ringen sluttet.

HVAD KAN VI SÅ LÆRE AF DET?

Forhandlinger om betingelsesløs overgivelse er “forhandling” til eet parameter; de er ekstremt ulige og med fuldt overlæg; de efterlader den ene part uden muligheder. Og de skaber kun én ting: En stærk følelse af uretfærdighed.
I dag fremturer Trump kampagnen til stadighed med meldinger om en stor sejr. En sejr fravristet han/dem af en uidentificerbar fjende af lige dele “dyb stat”, “big money”, “big tech” og en politisk modstander, der snyder på vægten. På gaden står svært bevæbnede militser og gentager den nye dolkestødslegende.

Det er ikke kun farligt – det er ekstremt farligt. Det er ikke bare politisk og personlig “manøvreren” fra en mand der har længst har tabt enhver føling med virkeligheden. Det er potentielt at lege med voldelig opstand mod staten.

Så spørgsmålet er, om vi har lært noget?

Det vi burde have lært er, at en forhandling skal have to vindere. Når begge parter kan komme positivt videre, er det ikke kun en god fornemmelse. Det er helt afgørende vigtigt for relationen i fremtiden. For fortsat samarbejde og tillid. For villigheden til også fremadrettet af mødes.

Alligevel fortsætter vi ift. forhandlingen af f.eks. løn- og arbejdsvilkår med at tilbyde “one size fits all” og “take-it-or-leave-it2 løsninger til kandidater. Som for sin del fortsætter med at acceptere. Især hvis de fornemmer, at det er “købers marked”. Indbygget ulighed.

Det er bare det ved tilgangen, at den bor i Versailles og Compiégne. Den fører kun et dårligt sted hen.

A COUNTRY FIT FOR HEROES

Så lad os bruge dagen i dag til at huske på første verdenskrig; på ofrene; på følgerne.
Første verdenskrig lagde kimen til social innovation i form af offentlige pensions-systemer, øget indflydelse og muligheder for kvinder, for frisætningen af minoriteter, som kunne veksle kamp til indflydelse.

Målet var at skabe “a contry fit for heroes”, som bl.a. Lloyd George formulerede det.

Så lad os være dét: Helte i forhandlinger MED hinanden. Til fordel for alle parter.